Guide til skjortekraver
Når man vælger slipseknude er der især 2 ting, som er vigtige for harmonien – slipsets kvalitet og skjortekraven. Disse to ting kan virkelig sende din slipseknude på afveje. Derfor er der herunder en guide til skjortekraver. Guiden er tiltænkt, som et opslagsværk når der refereres til de forskellige skjortekraver rundt om på slipseguiden.dk, men guiden til de mange skjortekraver er også tiltænkt som lidt sjov viden til blærerøven.
Så inden du bestiller din næste skræddersyede skjorte, så tag et kig her og sæt dig ind i de forskellige kravetyper og muligheder for hvorledes de bruges. Jeg ville blive forbløffet hvis dit klædeskab allerede rummer dem alle..
Cut-Away eller Windsor skjortekraven er et af kendetegnene på en formel og elegant skjorte og ses ofte i de italienske modehuses kollektioner – faktisk primært. Kendetegnet ved Cut-away skjortekraven er en krave med meget stor afstand mellem skjorteflipperne – dette skyldes at opfinderen Hertugen af Windsor ønskede en skjortekrave med plads til ekstra store slipseknuder.
Fejlagtigt tror mange at Windsor slipseknuden også er navngivet efter ”The Duke of Windsor”, men dette er ikke tilfældet i hans bog eller beretninger ”A Family Album” fortæller han at grunden til de store slipseknuder, som han sås med lå i materialet og ikke i valgte af slipseknude.
Han forklarer også nærmere om slipseknudens oprindelse og tilskriver den amerikansk oprindelse. Hvis man ønsker at læse mere om Hertugen af Windsor så kan bogen kan findes her “Duke of Windsor, A Family Album“.
Den klassiske skjortekrave eller turn-down collar er kort sagt næsten alt det, som ikke passer ind under en af de andre skjortekrave typer. En klassisk skjortekrave kan variere i størrelse og spread alt efter hvordan modens trends og tendenser dikteres fra modehusenes højeborge rundt om i verden.
Button-down skjortekraver er, som navnet antyder en skjorte hvor kraven er ”buttoned down” altså en skjortekrave hvor skjorteflipperne er fikseret ved hjælp af en knap. Oprindelsen af denne kravetype tager udspring blandt de engelske polospillere, som i kampens hede blev frustrerede over de flagrende flipper på deres skjorter.
Denne skjortekrave anses for at være for afslappet og bruges derfor sjældent til slips. I stolte gentlemans-klubber og loger er denne kravetype tæt på helligbrøde.
Pin collar har lidt samme funktion, som en tab-collar på denne skjortekrave er det dog et lille smykke i form af en kæde, stav eller en nål, som holder slips og skjortekrave på plads. Den skjortekrave var meget populær og elegant i tiden omkring 1. Verdenskrig (1914-1918), men den ses sjældent mere.
Der findes utallige billeder fra perioden omkring 1920 – 1950 af f.eks. Fred Astaire, Frank Sinatra og andre stjerner elegant udsmykket med netop pin-collar kraven og et korrekt bundet slips.
Knækflip eller wing collar er beregnet til kjole og hvidt. Skjorter med denne type krave kan til nød gå an til smoking, men bør ikke anvendes til noget andet end det – da dette uden undtagelse vil tage sig utrolig dårligt ud. Skjortekraver af denne type er ofte utrolig stive for at kunne bevare formen.
Tab collar kraven blev ligesom Cut-away skjortekraven opfundet af Hertugen af Windsor (The Duke of Windsor) og gjorde det muligt at slips og krave kunne sidde urokkeligt fast og dermed ikke komme til at se sjusket ud. Skjortekraven har en lille strop, som låst med enten en tryklås, en almindelig knap eller en lille hægtelås holder det hele på plads.
Button-under kraven stammer fra midthalvfemserne – hvor det var mode med store skjorteflipper. For at man kunne sikre sig at de store moderne skjorteflipper blev på deres plads monterede man små løkker under flipperne og man kunne således fiksere skjorteflipperne til skjorten og dermed sikre at stilen blev bevaret uden at det kunne ses.
Club collar er en mere klassisk skjortekrave af størrelse og spread. Skjortekraven har dog runde skjorteflipper. Denne type skjortekrave ses ofte benyttet sammen med pins, kæder eller lign. Ligesom Pin-collaren så er denne skjortekrave noget, som hører den første halvdel af 1900 tallet til.
Kinakraven, Mandarin, Mao eller cadet collar, som den også bliver kaldt er en skjortekrave, som bestemt ikke er egnet til slips. Skjortekrave er, som navnet antyder ofte set i den asiatiske verden.
Skjortekraven er udover den karakteristiske lille finger også en af super skurken Doctor Evils (Austin powers filmene) kendetegn – da han spillede parodien på Dr. No (James Bond, Dr. No – 1962), som i øvrigt også altid bar jakkesæt med denne kravetype.
En lignende type krave er en Nehru collar, som er opkaldt efter Jawaharlal Nehru indisk statsminister fra 1947 til 1964. Han bar ofte tøj med denne type krave f.eks. en Nehru jakke, som stadig ses i moderne indisk kultur.
Long Sleeve er en mere klassisk skjortekrave med ekstra lange skjorteflipper. I takt med moden og trends skifter så ser man selvfølgelig også skjortekraver ændre sig i størrelse på alle leder og kander. Denne skjortekrave type er et resultat heraf.
Rund krave eller Round collar er som navnet antyder en skjortekrave med rundede skjorteflipper og som i øvrigt følger halsens form hele vejen rundt, men dog stadig har en lille åbning og et minimalt spread. Denne skjortekrave type er ikke en skjortekrave, som man se ofte og heller ikke en krave, der indbyder til at bære slips. Derimod ses den ofte bæres af præster i USA påsat et lille hvidt stykke stivet stof under flipperne.
Full spread en klassisk skjortekrave med plads til ekstra store slipseknuder pga. den store bredde mellem skjorteflipperne og deraf også navnet – full spread collar. Denne skjortekrave typer passer sig bedst til store slipseknuder idet små slipseknuder vil tæt på forsvinde.
Kent kraven er en moderne business skjorteflip, som man kan betegne, som en semi cut-away skjortekrave idet skjorteflipperne har mindre spread end en cutaway, men mere end en klassisk skjortekrave. Derudover har denne skjortekrave ikke rigtig nogen særlige kendetegn og dette gør at den nemt forveksles med en klassisk skjortekrave.
Denne skjortekrave ses også til tider i en version, som er monteret med en ekstra knap – altså 2 knapper I alt. .Dette gøres primært for at sikre at skjorte og slipseknude forbliver på sin plads
I takt med den meget positive modtagelse af denne guide til skjortekraver har jeg nu også skrevet en guide til manchetter - således at dette emne også bliver belyst. Man kan sige manchetten ikke har så meget med hvordan slipset sidder at gøre, men det er dog en del af om det hele sidder og er, som det skal være.
God fornøjelse
Rigtig fin guide til skjorteflipper. Der er rigtig mange og svært for meningmand at holde styr på alle de forskellige fliptyper. Men med din fine guide her, kan man nemt danne sig et overblik over hvilke type der passer til den enkelte.
Tak for det!
/Ulrik