Slipsets historie fra A – Z

Slipsets historie, udbredelse og funktion

Slipset, denne lille, fine halsklud, der i dag typisk forbindes med arbejde eller festivitas, har en lang og snørklet historie bag sig.

Det bliver ikke let, men vi vil forsøge at danne os et overblik!

Går man lidt tilbage i slipse-annalerne, opdager man hurtigt, at der ikke hersker fuldstændig enighed om, hvornår slipset første gang så dagens lys – hvornår det blev populært.

Eksempelvis diskuteres det livligt, hvorvidt det er Frankrigs kong Louis XIII eller kong Louis XIV (begge 1600-tals regenter), der er ophavsmanden til forgængeren af dét, vi i dag kalder et slips.

Men lad os starte ved begyndelsen; ca. 1800 år forinden i datidens Kina, ca. år 221 før Kristi fødsel.

Terrakottakrigere ved kejser Qin Shi-huang-Di’s grav i kinaHer proklamerer Kinas første kejser Qin Shi-Huang-Di, at den dag han dør, agter han at tage sin hær med sig i graven som æresvagter. Da kejseren døde havde man i mellemtiden fremstillet en hel hær af livagtige soldater, de såkaldte terrakottakrigere. Hele 7.500 individuelle af slagsen, som skulle beskytte hans grav, og disse soldater havde alle sammen en silkeklud svøbt om halsen.

Senere, i år 113 efter Kristi fødsel, under Romerrigets Kejser Trajan, møder man på Trajans marmorsøjle en afbildning i marmor af omkring 2.500 sejrende legionærer – de fleste iført halsklud.

En fællesnævner for disse historier er, at det primært var hærenheder, der gjorde brug af beklædningsgenstanden.

Æren for udbredelsen af slipset som anerkendt beklædningsgenstand blandt overklassen falder derimod på én af de franske kong Louis’er.

Det er generelt anerkendt, at det var Frankrigs kong Louis XIII der i Trediveårskrigen (1618 – 1648) mobiliserede et kroatisk kavaleriregiment i kampen mod det Habsburgske kejserrige. Lejesoldaterne marcherede her med bundne tørklæder om halsen, hvilket hurtigt blev kopieret af den franske hær. Herefter gik der ikke længe, før de franske dandyer og medlemmer af hoffet ligeledes tog kluden, eller kravatten, som den blev kaldt, til sig.

Med hensyn til slipsets, eller kravettens, rejse over søen fra Frankrig er historien som følger:

Med genindførelsen af det engelske monarki vendte Charles II hjem til England for at kræve sin trone tilbage efter ni års eksil ved Louis XIV’s franske hof. Med sig bragte han kravatten, som i løbet af en lille dekade vandt stort indpas i moden såvel i Storbritannien som i de amerikanske kolonier.

Oxford English Dictionary fastholder, at ordet kravat blev afledt af kroat, men flere ting modsiger dette; ordet blev benyttet i Frankrig i det fjortende århundrede, samt i Italien i det sekstende århundrede.
Eksempelvis benyttede den franske forfatter Eustache Deschamps (ca. år 1340 – 1407) vendingen “faites restaindre sa cravate” (strammede sin kravat) i en af sine ballader.
Senere har Randle Holme beskrevet dem i The Academy of Amory A Storehouse and Blazon (1688) som ”ikke andet end et langt klæde omkring kraven, bundet foran med en stor sløjfe.”
Mod slutningen af det syttende århundrede havde kravatten slået sin position fast i Europa og de amerikanske kolonier. Francios Chaille, medskriver af The Book of Ties, er af den opfattelse, at den stigende brug af kravatter skyldtes det, der ofte betegnes som ”den lille istid” (1645–1715) eller ”The Maunder minimum” efter fysikeren Edward Maunder.

I 1690’erne tog englænderne en ny og usædvanlig måde at binde kravatten på til sig; en måde, der menes at have sin oprindelse i slaget ved Steenkerke (eller Steenkirk) i Flandern i 1692. Steenkerke-kravatten bestod af et langt tørklæde med frynser eller blonder i begge ender. Det var bundet løst og havde enderne snoet om hinanden, med én af dem trukket gennem et knaphul i jakkens venstre side.
”Jeg håber Deres nåde finder behag i sit Steenkirk” skrev dramatikeren Sir John Vanbrugh i The Relapse i 1697.

Lidt som vi kender det i dag fra de såkaldte pretty-boys, havde datidens velstillede unge også deres måde at gøre sig bemærket på: De brugte ikke bruncreme, men hvidt pudder, de lagde ikke ansigtsmasker, men brugte overparfumerede parykker – kort sagt var de på flere områder mejet mere ud end deres kvindelige modstykker.
”Sådan en type, pudret og parfumeret, med peruke (overdådig, parfumeret paryk) og blonder stikkende ud under hagen får den almindelige mand på gaden til at undre sig over, hvilket køn, der er på færde” skrev Town and Country Magazine i 1772.
Denne udbrydertype af unge blev i folkemunde kaldt Macaronier, grundet deres inspiration i Mignon-stilen, som var meget udbredt i Italien.
Denne overdådige klædestil blev dog aldrig populær i de amerikanske kolonier.

Les Incroyables - de utrolige

I begyndelsen af 1770’erne strømmede en anglomani (mode fra England, deraf navnet) ind over Frankrig, og mænd hengav sig til en mode á l’anglaise på trods af en 20 år lang krig mellem de to lande.
I Frankrig blev macaroniernes ekstravagance erstattet af Les Incroyables; de Utrolige. Det ekstreme var igen var det ekstreme i centrum, denne gang i form af overdrevne skulderpuder, som man tidligere så i et typisk amerikansk inspireret jakkesæt.
Beklædningen blev desuden fulgt op af meterlange bånd, der gerne blev viklet 10 gange rundt om halsen for lige at give det sidste pift. Den brede befolkning havde ikke den store forkærlighed for denne form for dekadence, og man sagde ofte, at Les Incroyables ”var nødt til at kigge lige frem, eftersom de kun kunne dreje hovedet, hvis alle var enige om at gøre det på samme tid!”

En Jabot – den senere kalvekrøs

I starten af det attende århundrede dukkede en mindre flamboyant variant af halsbindet op, der endnu en gang var afledt af militærets uniformer.

I begyndelsen tog unge mænd det til sig, opsatte som de var på at udstille deres hengivenhed, ægte eller påtaget, overfor militæret. Halsbindet var oprindelig et stykke hvidt musselin foldet til et smalt bånd og viklet én til to gange rundt om halsen for derefter at blive lukket i nakken med en lille nål.

Halsbindet blev mere dekorativt i takt med dets udbredelse.

Man opfandt ”fiskebenet”; et stykke pap eller stivet læder beklædt med sort eller hvidt materiale, som blev båret rundt om nakken, og som senere endnu blev ledsaget af en jabot; et hvidt poset skjortebryst, der var fæstet fortil på halsbindet. Endnu en variant var den såkaldte solitaire; En sort snøre, der holdt håret samlet i nakken og derefter blev ført rundt om halsen og bundet til en overdimensioneret sløjfe.

Den første bog om slips – Neckclothitania

Den første bog om slips, kravatter, snører og lignende hed ”Neckclothitania” eller ”Tietania” (1818) og indeholdt illustrationer, beskrivelser og forklaringer

til 14 forskellige type knude. Bogen indførte desuden begrebet ”slips” (på engelsk Tie eller, som det dengang stavedes; Tye), der ikke tidligere havde været brugt i den forbindelse.

 

Da den engelske tronfølger George IV i 1820 besteg tronen, fik hans valg af sorte fløjlshalsbind, naturligvis med satinbånd, genoplivet interessen for halstørklæder, hvis popularitet ellers synes at have toppet.

Det hvide halsbind var som ”blæst ud af ethvert ordentligt samfundslag af George IV, og det sorte halsbind blev alment overalt. William IV, Georges efterfølger, forsøgte med ringe succes at genoplive det hvide halsbind, men da det manglede kontrast og spektakularitet, blev det aldrig en mode,” bemærkede Gentleman’s Magazine of Fashion i 1838. Det sorte halsbind forblev populært indtil midten af 1850’erne, altså små tre dekader.

Begyndelsen af det nittende århundrede markerede indledningen på en ny filosofi indenfor skrædderi. I modsætning til den gængse opfattelse, var Dandyerne i skarp opposition til den flamboyante stil, som Macaronierne og Les Incroyables lagde for dagen. Ulig deres forgængere søgte dandyerne perfektionen gennem simplicitet frem for ekstravagance. ”Hvad det end var, så var det i sandhed en afvisning af det helt store skrud” forklarer James Laver i Dandies (1968).
George Bryan Brummell (1778-1840) var sin tids fortaler for stilen. Beau Brummell, som han blev kendt, var hverken ud af aristokratisk afstamning eller på anden måde født til et liv i overklassen. Ikke desto mindre kom han til tops i det engelske samfund takket være beslutsomhed, vid og – ikke mindst – ulastelig påklædning. Med tiden knyttede han desuden tætte bånd til prinsen af Wales, den senere kong George IV.

I sine sidste år var Brummell imidlertid gået fallit og i eksil i Frankrig – og moden havde igen skiftet. Den diskrete elegance kom i højsædet, og en gentleman skulle nu underdrive sin fremtoning. Kun med sin kravat, der i reglen var hvidt, kunne han vise sin individualitet, og i denne sammenhæng blev knuden afgørende. Slipset, som vi kender det, var født!

Den føromtalte bog Neckclothitania, der udkom i år 1818, blev fulgt op af en nyere udgave i år 1827, kaldet L’Art de se Mettre sa Cravate. Denne bog blev først udgivet i Paris under pseudonymet Baron Émile de l’Empesé (der direkte oversat betyder Baron Stivelse). Selvsamme år udkom en lignende bog i Italien af forfatteren Conte della Salda, igen en baron Stivelse, og i England udkom The Art of Tying the Cravat af H. Le Blanc. Eftersom den var trykt hos Honoré de Balzacs trykker, troede mange, at den internationale bestseller var forfattet af den unge skribent. I dag hælder man dog mere til den opfattelse, at bogen rent faktisk blev skrevet af Émile-Marc de Saint-Hilaire, om end Balzac var for ansvarlig for fororde. Under alle omstændigheder udkom bogen i elleve oplag over hele Europa.
Bogen beskriver i alt 32 måder at binde et kravat på. Den var ikke alene mere omfattende end Neckclothtitania, den var desuden skrevet med en tydelig ironisk distance.
I tråd med dette oplevede kravatmanien sit højeste med udgivelsen af L’Art de la Toilette i 1830, som gennemgik ikke mindre end 72 forskellige måder at binde et kravat på.
Med indgangen til det tyvende århundrede, og især efter indførelsen af industrialismen, blev slipset position truet. Dette skyldtes i særdeleshed det præfabrikerede slips, der, såvel som i dag, er en skændsel for skrædderkunsten(!). Heldigvis ser man i dag sjældent præfabrikerede slips andre steder end på brystet af butiksansatte i supermarkedskæderne…

Med tiden, omkring år 1920, ændredes kravatten længde til dén, vi i dag kender, og den første knude; ”four-in-hand”, blev født. Navnet på denne simple knude kommer af dens lighed med tømmerne på de firspandede hestevogne, som den engelske adel i slutningen af 1800-tallet blev transporteret rundt i.

Et par små historier

I 1926 fik en slipsemager fra New York ved navn Jesse Longsdorf, den idé at klippe slipsestoffet skråt i en 45 graders vinkel og udviklede desuden teknikken med at sy tre stykker stof sammen. Dette gav slipset elasticitet, og gjorde det endnu mere brugervenligt.

Kvaliteten af slips afhænger naturligvis af hvilken pris, man er villig til at give for det. Det typiske, “ordentlige” slips er lavet af tre stykker stof, som beskrevet foroven, mens det billige slips kun består af to stykker, og det yderst eksklusive af 100 % silke kommer i hele 7 folder.

Der findes mange underholdende slipse-historier. Én af disse omhandler skuespilleren Norman Forbes Robertson, der bar et slips med motiver af laks og agurker i Londons eksklusive Gerrick Club, som han humoristisk påstod, var det officielle klubslips. Dette resulterede i en enorm efterspørgsel efter det noget specielle design, hvilket i sidste ende resulterede i, at The Gerrick Club rent faktisk indførte slipset som deres kendemærke.

Siden 1920’erne har slipset i det store hele set ud som det gør idag – dog i mange forskellige varianter. Slipset var i perioden 1920–1960 en fast del af de fleste mænds daglige beklædning, hvad end man arbejdede på fabriksgulvet eller kontoret, og om man fik slipset syet hos skrædderen eller købte det masseproduceret i en forretning.

Design

I 1940 og det følgende tiår stumpede slipset gerne lidt og var typisk op mod 11 cm bredt. Indtil midten af 1960′erne skrumpede det lige så stille og roligt, og herefter har hvert årti dikteret sin stil. For eksempel var 1970ernes slipsemode at sammenligne med les Incroyables-tiden, mens det i 1980’erne kun var hen mod 2 cm bredt (slipsets brede har typisk fulgt med bredden på jakkens revers).
Længden har også varieret fra år til år; fra at stumpe til lidt over navlen til at hænge ned over skridtet. I dag ser man det som god kutyme, at slipset matcher bæltespændet eller bukselinningen, og bredden for en gentleman ligger nu mellem 7,5 og 8,75 cm.

Motivet på slipset har de seneste 100 år også været yderst skiftende. Man har i mange samfund kunnet vise sociale, politiske eller erhvervsmæssige tilhørsforhold i form af fx skolefarver, regimentsfarver og våbenskjold.
Har man imidlertid ikke ønsket at brande sig selv gennem nærmere specifikke farvesammensætninger og mønstre, er der altid de klassiske slipse-designs at ty til: Ensfarvede, stribede, ternede, prikkede osv.

I løbet af de sidste århundreder er der sket mangt og meget med halsklud-/kravat-/slipse-moden. Der har været et utal af trends; eksempelvis lange, sorte sløjfer, diverse vedhæng, parykker, ”hårposer” og et væld af andre mere eller mindre interessante påfund. Fælles for stort set dem alle er dog typisk, at de har været for upraktiske i brug. Stort set al herremode i denne kontekst har været afledt af hærens uniformer og doktriner.

De seneste årtier er der desuden kommet nye slipse-varianter med reklametryk eller slips med lys, lyd og duft – flere af disse har (ifølge undertegnede) for længst krydset grænsen til det direkte platte med stilgenrer, der i mange tilfælde kun hører hjemme til gymnasiedrengenes julefrokoster…

Én ting kan vi dog sige med næsten fuldstændig sikkerhed: I takt med tidens skiftende trends og manier er ovenstående langt fra det sidste, vi har set til platte eller småtossede tiltag i slipse-kollektionen!